Vil du være styrkeløfter? Læs her!
Oprindelsen
Lige fra tidernes morgen har mennesket haft en trang til at vise sin styrke. Styrkeprøver har derfor set dagens lys gennem alle tider, sådan som de for eksempel skildres i det antikke Grækenland og senere i Romerriget. I 684 f. Kr løftede en græker ved navn Milo på en kalv, når han som bryder trænede, og efterhånden som kalven voksede, blev han stærkere og stærkere. Så styrketræning går langt tilbage.I dag er der flere sportsgrene, som kan siges at høre under kraftsport, og en af disse er styrkeløft. Siden 1973 har Det internationale Styrkeløftforbund (IPF) afholdt officielle verdensmesterskaber, og i dag er alle kontinenter velrepræsenterede i verdensforbundet. Herudover findes der internationale forbund, som særligt repræsenterer kontinenterne, f.eks. Det europæiske Styrkeløftforbund (EPF).
I Danmark blev Dansk Styrkeløft Forbund (DSF) grundlagt i 1982 og blev 9 år senere optaget i Danmarks Idræts Forbund.
Hvad er styrkeløft?
Der findes to konkurrencetyper i styrkeløft. Den ene kaldes trekamp og består af disciplinerne ”squat” (benbøjning), ”bænkpres” (liggestem) og dødløft (løft fra gulvet). Vinderen er den, som løfter mest totalt set i de tre discipliner. Der udleveres også disciplinmedaljer. - Den anden konkurrencetype er enkeltdisciplinen bænkpres, hvor der, som navnet antyder, kun konkurreres i bænkpres. Konkurrencerne er for både mænd og kvinder.Kort om løftenes udførelse
I squat tager løfteren stangen ud fra stativet på ryggen, træder lidt tilbage, går ned ”under vandret” og rejser sig op i strakt stilling. I bænkpres sænker løfteren stangen ned på brystet fra strakt stilling og strækker/løfter derpå stangen op til udstrakt stilling. I dødløft tager løfteren fat i stangen og løfter den op, indtil han står med både knæ og ryg i udstrakt stilling.Reglerne er ikke helt så enkle som beskrevet ovenfor. Hvis du gerne vil læse mere, kan du her på hjemmesiden under Info finde IPF’s tekniske regelsæt. Der findes afhængigt af alder op til henholdsvis 9 og 8 vægtklasser for mænd og kvinder.
Hvordan kommer jeg i gang med styrkeløft?
Du skal først her på hjemmesiden finde den klub, som ligger bedst for dig. Se listen af Klubber under Dansk Styrkeløft Forbund. Kontakt klubben på forhånd og aftale et møde med en klubleder eller instruktør og fortæl om dine ambitioner. Hvis du er helt ny med hensyn til vægttræning, skal du først i en periode træne almindelig fitness og opbygge en basisform. Herpå får du under kyndig vejledning et program, du kan følge. De fleste nye træner 2-3 gange om ugen, men på et tidspunkt kan du øge træningsmængden og intensiteten og begynde at gøre dig klar til den første konkurrence. Du skal aldrig være bange for ikke at ”være stærk nok”. Opbakningen til nye løftere er stor, og du kan påregne al den støtte, du har brug for. Der findes naturligvis også begynderkonkurrencer, og der er flere alderskategorier. Så selv i en lidt sen alder kan du med stort udbytte starte med styrkeløft. Sørg altid for i starten at træne, mens en mere erfaren løfter, en træner, instruktør o.l. er til stede. Hvis du træner rigtigt, får du glæde af din nye sport på livstid. Hvis du gerne vil høre mere om klubberne, træning og styrkeløft i det hele taget, kan du naturligvis også kontakte forbundskontoret i Idrættens Hus på eller pr. telefon: 43 26 21 70.Se mere i denne introduktionsvideo til styrkeløft.
Dansk Styrkeløft Forbund giver dig en god mulighed – Grib den!