VM Master 2011 St. Cathrines Canada

Jørgen Michael Buxbom Rasmussen rapporterer fra stævnet

Live resultater // Billeder & film

Efter nu at have været gift med Eva i nu godt 1½ år er det endelig blevet tid til vores længe ventede bryllupsrejse. Turen mod Canada startede for vores vedkommende lørdag aften, hvor jeg for første gang siden min karrierer i søværnet, som blev afsluttet i 1995, skulle køre med DSB. Jeg kunne tørt konstatere, at driften på ingen måde har været gennem lean processer. En svært forståelig togstewardesse, formodentlig af anden etnisk herkomst, kunne løbende underholde mig med angivelige danske bynavne, som på ingen måde mindede om dem, jeg hørte om i geografitimerne i skolen. Toget kom dog frem til CPH, men ikke med rettidig omhu, da det var lykkedes DSB at kvittere med 30min. forsinkelse. Vi tog efterfølgende til Hvidovre for at hygge os sammen med Anna og Bella (Evas utallige søskende) og slå lejr for natten. Efter en god nats søvn, var det lykkedes mig at blive et år ældre. Efter en dejlig morgenmad, var det tid til at komme til lufthaven. En stille og rolig flyvetur på 8½ time senere, hvor vi i øvrigt hilste på vores danske dommer Ole Olsen, landede vi sikkert i Pearson International Airport i Toronto. Her skiltes vores veje, da Ole skulle nordpå for at hente sin motorcykel, og vi skulle finde den bil vi havde lejet. Vi kunne med stor glæde konstatere, at det var den bil, som vi bookede over nettets hjemmefra, nemlig en dejlig stor sort DODGE Avenger fyldt med lækket udstyr. Jeg skulle dog lige vænne mig til automatgearet, som ikke lige er min kop te. Da det endelig lykkedes GPSen at fange et signal kunne køreturen mod St. Cathrines begynde. Bilens undervogn var meget blød, så det var som at kører i sin lænestol. Store dejlige brede veje med op til 8 vognbaner, og den store Ontario Lake som smuk baggrund har indprentet sig på nethinden. Vel ankommet til hotellet bød på et dejligt gensyn med Mark og Sue fra Canada, som vi lærte at kende sidste år i Pilzen. Mette og min navnebror fik vi også lige sagt hej til. Vi fik tjekket ind og kunne konstatere, at værelset var super skønt med nogle dejlig store senge, som indbød til en god lang powernap inden det går løs i morgen.

Dag 1

Skønt at kunne sove længe uden at skulle på arbejde, dvs. vi stod op klokken 4.00 om morgenen lokal tid (klokken 10.00 i Danmark). Eva skulle vejes ind klokken 13.00, så der var tid til at se sig lidt omkring. Jeg lovede Ole Olsen, da vi stod i lufthaven, at tage teknisk møde klokken 10.00, da Ole først kommer til stævnet i morgen eftermiddag. Det viste sig dog, at mødet var blevet fremrykket, således at de var klokken 9.00, så det missede jeg. Fik dog hurtigt kastet et blik på dommerlisten og kunne se at Ole skulle dømme i dag!!!!!!. Jeg fik en god snak med Stevenson, som fik trylles lidt, således at Ole dømmer 63kg. klassen i morgen. Hvad der straks var værre var, at de havde ændret indvejningerne igen!!!!!!!!!!!!. Eva skal nu først vejes ind klokken 16.30 og løfte 18.30 lokal tid dvs. 00.30 dansk tid. Dette er på ingen måde optimalt set i lyset af, at vi kun har været her ovre i et døgn, og ikke har fået justeret kroppens ur helt endnu.

Intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi fik startet DODGE Avengeren op og crusede lidt rund i området omkring St. Cathrines og Lake Ontario. Vi sluttede turen af med et besøg i Fairview Mall, hvor hylderne bugner med alverdens lækkerier. En dejlig spand is på 4liter, 1,5 liter Miracle Wip, Chips og færdigretter var bare nogle af de varer, der prydede hylderne, som tårnede sig op mellem de fuldstændige abnorme gange, der ville have fået en dansk Bilka til at bøje nakken i ydmyghed.

Efter dette kalorie inferno gik turen mod hotellet og den forestående indmarch. Eva og Bent skulle på fornemste vis bære vores stolte fane. Det var dog ikke alle lande, som var dukket op, så der blev taget alternative metoder i brug. Gaston råbte efter mig med fægtende arme, og tvang mig derefter til at tage en tørn for vores broderfolk fra Norge, hvilket ikke gik ubemærket hen.

Endelig blev det konkurrence tid. Eva vejede ind på 56,46kg, hvilket gav et lille fordel i forhold til canadieren, der blev noteret med 56,74kg. Eva havde bestil 150kg i squat, 80kg. i bænk og 160kg. i dødløft, som startvægte. Det så rigtig fornuftigt ud, da canadieren, den på papiret stærkeste konkurrent, åbnede på 145-80-155.

Igen glimrede canadierne med kludre rundt i det, da de ikke fik afviklet præmie overrækkelsen for indvejningen før Evas gruppe skulle løfte. Man lader simpelt hen tiden gå 15 minutter over den planlagte start uden at meddele løfterne i opvarmningen noget. Ikke optimalt med 11 færdigopvarmede løftere, som kun kunne håbe på det bedste inde på plateauet. Canadieren fik underkendt sin åbner på 145kg, det samme gjorde russeren på samme vægt. Eva løftede sin åbner på de 150kg. i fin godkendt stil. Vægten blev herefter øget til 157,5kg., som Eva også klarede uden problemer. Canadieren fik sit løft på de 145kg. godkendt i sit andet forsøg. Russeren havde øget til 157,5kg. i hendes andet forsøg, men får underkendt det på dybde. Eva forsøger på 165kg., dansk rekord, men der manglede lige det sidste. Canadieren satsede alt og forsøgte 160kg. uden held. Russeren havde derimod mere held i sprøjten med sit tredje forsøg, som bliver godkendt. Dermed snupper hun guld i squat foran Eva på kropsvægt. Canadieren bliver overhalet af amerikaneren, da det lykkedes hende at snuppe bronzen med 147,5kg.

Så var det tid til bænkpres. Her var det bestemt ikke Eva dag, da hun måtte nøjes med sin åbner på 77,5kg. 82,5kg blev forsøgt men andet forsøget kom ikke op, og tredje forsøget blev underkendt. Amerikaneren løb med guldet med et godkendt løft på 87,5kg. sølvet gik til russeren med 80kg. og bronzen gik til den anden amerikaner med 77,5kg. Den canadiske storfavorit bummede i bænkpressen på 80kg. og røg dermed helt ud af kampen om totalen. Det er længe siden jeg har set så lang pause i bænk, hvilket måske var grunden til at der kun var fem godkendte forsøg i runden.

Inden dødløften førte russeren i kampen om VM titlen med en subtotal på 237,5kg foran Eva med 235kg. og amerikaneren med 225kg. Eva åbnede på 160kg., som blev løftet meget let. Vi havde aftalt hjemmefra, at andet forsøg skulle være 172,kg., dansk rekord, såfremt åbneren var let. Jeg så bestemt ingen grund til at ændre på noget. Eva gav de andre en regulær dødløft lektion og satte alle konkurrenterne på plads. Ved at trække de 172,5kg. Hun forsøgte sig også med 177,5kg., men her manglede lige lidt i toppen. Amerikaneren tog sølvet med 162,5kg og den canadiske favorit måtte nøjes med bronze med et løft på 150kg. Russeren trak 147,5kg.

Eva kan nu igen kalde sig for verdensmester, med en tangering af sit års bedste med en total på 407,5kg. og pr på 476,677 wilkspoint, hvilket foreløbig rækker til stævnets bedste løfter. Russeren snupper sølvet med en total på 385kg. Amerikaneren bronzen med en total på 377,5kg.

Vi fejrede den helt igennem godkendt præstation med mad i hotellet restaurant. Her er jeg bange for at kokken er i familie med kokken på hotellet i Pilsen som på ingen måde frembringer gastronomiske lækkerier. Jeg blev atter engang bekræftet i at ordentlig mad skal indtages enten hjemme eller på en restaurant uden tilknytning til et hotel.

Dag 2

Dagen startede tidligt med lidt kondi træningen, dog kom jeg relativt hurtigt til kort i den siddende fitnesscykel, idet jeg må have fået trykket lidt forkert på computeren. Det gav sig udslag i, at belastningen hurtigt blev øget i sådan en grad, at jeg måtte opgive at træde i pedalerne. Efter lidt justeringer og et mere humant progran lykkedes det at gennemføre seancen. Efter et tiltrængt bad, var det tid til at ordne det lokale medie arbejde, således at gårsdagens flotte præstation når ud til Horsens og omegn.

Derefter kunne jeg tage plads på tilskuerpladserne sammen med Eva og heppe på Bent Hansen, som skulle i action, under Eriks vinger. Det blev dog ret hurtigt lidt for spændende, idet at Bents squatteknik er meget varierende, og han først i sit tredje forsøg fik lavet et godkendt løft på 130kg. Bent var dog ikke den eneste med alternativ teknik. Den australske løfter, som var ekstremt hjulbenet, vibrerede så voldsomt i sin ekscentriske fase, at han ville kunne kærne mælk til smør, mens knæene tilførte lyd imens de klappede mod hinanden.

Herefter var det tid til bænkpres, hvor Bent kom langt bedre fra start. Hans åbningsløft på 80kg. voldte ingen problemer. Den japanske konkurrent åbnede ligeledes på 80kg. og førte nu bænken pga. lettere kropsvægt. Da ingen af dem formåede at løfte mere, blev det til en flot VM sølv til Bent i bænkpres.

I dødløft startede Bent på 150kg,. som han løftede let. Japaneren åbnede på 160kg., som heller ikke voldte problemer. Bent trak så 162,5kg., dansk master 3 rekord, i sit andet forsøg og lå nu til guld i dødløft, inden japaneren skulle løfte. Der var dog ikke til mere i japaneren, som måtte nøjes med sølv, mens Bent kunne smykke sig med det ædleste metal i dødløften. Bent forsøgte sig på 170kg., som dog ikke forlod gulvet.

I totalen var japaneren dog overlegen med en total på 410kg. Bent vandt sølv med 377,5kg. og bronzen gik til USA med 367,5kg.

Herefter gik fruen og jeg på Burger King for at kikke på udvalget. Jeg forsøg mig med en 3 dobbelt angus burger med bacon og ost naturligvis, med dertilhørende pomfritter. Jeg bestilte også en stor milkshake, men det var nok lidt ambitiøst da det var en hel liter!! Det voldsomme indtag gjorde, at jeg måtte tilbage på rummet og powernappe et par timer.

Herefter skulle der heppes på norske Anita der løftede i 63kg. klassen. Hun havde en super dag og fik 160kg. i squat 75kg. i bænk og 160kg. i dødløft. Jeg måtte indrømme, at jeg også holdt lidt øje med hvor mange wilks point de to stærke australske løftere fik samlet, og om de kunne vippe Eva ned fra førstepladsen. Det kunne de lige præcis ikke, men det kunne den stærke russer i 72kg. klassen derimod. Hun fik samlet en total på 497,5kg. (506,485point). Australieren fik i 63kg. klassen samlet 435kg. (471,714points). Hvilket betyder, at Eva til banketten vil få overrakt en flot granit statuette som 2. bedste løfter på point. Det var mere, end vi kunne have håbet hjemmefra.

Dag 3

Hele formiddagen gik med at arbejde på min opgave, som jeg skal have oploadet inden d.1. oktober. Som et led min træneruddannelse skal jeg lave et teknikskema omkring et Counter Movement Jump og komme med konkrete tiltag til at øge vertikale hop højde samt have fokus på optimering af teknik. Der blev også lige tid til at træne lidt let squat og dødløft inden min navnebror skulle løfte.

Erik kunne efter nomineringen holde sig godt til i top 3 i både squat og bænk og måske endda i totalen om alt gik vel. Det stod dog klar i opvarmningen, at Erik ikke havde det helt store overskud mest nok grundet de tiltagende skulderproblemer, som han har døjet med siden EM. Startvægten blev justeret ned til 260kg,. som Erik dog løftede og fik godkendt 2-1. Vi blev enige om at forsøge 272,5kg i andet forsøg, men Erik kunne ikke, grundet skulderen, komme ordentligt under stangen og missede løftet. Det samme gjorde sig gældende ved 3. forsøget, og Erik måtte nøjes med en 4. pladsen. Wade Hooper havde dog ingen problemer og squattede i flot stil til en verdensrekord på hele 355kg.

I bænkpres gik der også ged i den. Erik varmede op i sin super kantana, men skulderen driller fælt og han missede 160kg. i opvarmningen. Vi får fundet den gamle trøje frem og får justeres startvægten ned fra de oprindelige 175kg. til 167,5kg. Erik missede sin åbner og klager over dårligt udløft, da spotteren løftede ud i en side af gangen og ikke i centerposition, som stativet er bygget til. Før andet forsøg kalder jeg overspotteren hen til en kammeratlig samtale, og herefter gik det straks bedre med Eriks løft, og han var stadigvæk med i konkurrencen. I tredje forsøg blev vægten øget til 172,5kg., som var absolut max på dagen. Også her må Erik se sig henvist til 4. pladsen kun 5kg. fra bronzen.

Men al den opsparede energi inden dødløft var der nu store forventninger til Erik. Han havde dog glemt sit babypuder, så han spurgte om lov til at slippe for dødløft. Det gik dog ikke, da Eva hentede resterne fra i mandags og sagde ”det forpligter”. Erik klarede dog sin åbner ganske ok, måske skyldtes det, at han har skiftet den gamle dødløftdragt ud med en fra egen butik. Erik fik i sit andet forsøg 242,5kg. for at forsøge at holde fast i 4. pladsen generelt, hvilket lykkedes. Det blev dog rigtig tæt og det magiske tal blev 247,5kg., hvilket Erik oven i købet selv troede var muligt. Det gik bare ikke trods en god kamp, og Erik raslede ned på en samlet 6.plads kun 5kg. fra 4.pladsen.

Dag 4

Dagen skulle være 100% styrkeløft fri, dog skulle kroppen ikke snydes for konditionstræning, så fruen og jeg teamede op i træningsrummet til 30 min. svedtræning. Vi fik også sagt pænt farvel til Bent, som tager hjem i dag, han lavede for øvrigt en master 4 verdensrekord i dødløft med de 162,5kg. rigtig godt gået af Bent.

Efter et hurtigt bad, listede vi af for at opleve den storslåede natur, som området byder på. Jeg skulle for første gang stifte bekendtskab med det berømte Niagara Falls. Lad mig slå helt fast, at uanset hvilke ord jeg end prøver at bruge, for at beskrive dette fantastiske naturfænomen, vil jeg ikke kunne beskrive det godt nok. Den buldren torden, som de fossende vandmasser frembringer, når vandet falder 56 meter ned, er overvældende. Store kaskader af vandtåger står som damp fra et kraftværk op mod himlen og giver en meget høj luftfugtighed. Vi ofrede de 180 kroner, som det kostede at tage elevatoren ned til under vandfaldet ved The Canadian Horseshoe Falls, og det var alle pengene værd. Der var lavet en tunnel inde i klippen således at man kunne komme helt ind under de buldrende vandmasser. En helt uforglemmelig oplevelse som til evig tid er blevet indprintet på nethinden. Skulle andre få lyst til denne oplevelse, kan jeg kun give mine varmeste anbefalinger.

Efter vandtågerne var det tid til at kikke på selve Niagara by som mest mindede om et stort tivoli. Der er rigtig mange turister i byen, hvilket også ses på prisniveauet der lige har fået en ekstra tand. Der findes blandt andet: Dinosaurus minigolf, movieland voksmuseum, guinness world records museum, voksmuseum og meget meget mere. Efter lidt dejlig mad, med bacon, gik turen videre til Niagara on the Lakes, som, er en smuk lille by med et hyggeligt hovedstrøg. Området her omkring bar præg af, at folk er godt ved muffen, idet at husene og bilerne er vokset godt i størrelse. Vi forsatte den fantastiske tur langs Niagaras river på grænsen til USA, inden vi satte kursen tilbage mod St. Cathrines. Pludselig ud af det blå dukkede en kæmpe Harley Davidson forhandler op. Bilen blev kastet ind til siden, og vi snusede lidt rundt inde i forretningen og nød de fede kværne. Da pungen sagde nej til en kværn kastede jeg i stedet min kærlighed på den ret fede tøj kollektion som prydede hylderne. Da Eva stadigvæk skyldte mig en fødselsdagsgave fra i søndags, kunne hun ikke finde noget federe til mig, end de sweatshirts jeg var faldet for. Hun fandt også en fed jakke til sig selv. Her efter tog vi hjem til hotellet for at fordøje de mange input som dagen bød på.

Dag 5

På vej til morgentræningen stødte vi på et par amerikanere i elevatoren, som spurgte om vi løftede for ”The Christian Powerlifting Team” med henvisning til det nye design som Eriks T-shirts har med et hvidt kors på en rød baggrund. Det kunne vi dog godt afvise med henvisning til vores nationale fane. Men det findes åbenbart herover, et styrkeløft team med Vorherre som hjælper, det lugter langt væk af doping.

I dag var det Kim Dalhs tur til at prøve kræfter med de canadiske skiver. Det så jo på papiret ganske godt ud, og Kim kunne, hvis alt gik vel tage bronzen i alle disciplinerne samt totalen. Sådan gik det desværre ikke. Kim havde bestil 300kg. til sin åbner i squat, i opvarmningen var Morten Sørig og jeg enige om at vægten skulle sænkes, da de 280kg ikke så overbevisende ud. Kim åbnede på 290kg., som blev løftet uden problemer og godkendt 3-0. Vi øgede til 300kg. for at samle til totalen, men desværre bliver løftet underkendt med dommerstemmerne 2-1. Kim måtte prøve de 300kg. igen, men fik lige rigeligt med dybde på løftet og kom desværre ikke op igen. Kim sluttede som 5er i squat, bronzen gik på 310kg.

I bænkpres gik opvarmningen godt, og der var ingen grund til at ændre noget. Kim åbnede på 205kg., som let blev løftet. Vi øgede til 212,5kg., som ville være gode i kampen om metallet og ikke mindst totalen. Desværre kunne Kim af mystiske grunde ikke magte opgaven. Jeg valgte dog alligevel at øge vægten til 215kg i tredje forsøg. Jeg vurderede, at canadieren, som havde bestil 212,5kg. i sit tredje forsøg og var lettere, ville klare vægten. Det gik, som jeg havde forudset, og Kim kunne med de 215kg. løfte bronzen i hus. Morten justerede på trøjen, men desværre gik det ikke denne gang.

Ja så skulle det jo gå godt i dødløft, som Erik sagde, så havde Kim jo sparet sig i de to andre discipliner. Kim blev instrueret af Morten i at varme mindre op end han ellers plejer, så 225kg. blev sidste løft. Kim åbnede på 275kg., som var legende let. Canadieren havde efterhånden fået sig et godt forspring, så Kim skulle på 297,5kg i andet forsøg for 3.pladsen i totalen. Kim lavede et godt løft og var nu igen med i konkurrencen. Efter lidt justeringen blev det til 310kg., som skulle løftes for at snuppe bronzen i totalen. Desværre var det lige i overkanten i dag. Kim fik dog, som et lille plaster på såret, bronze i dødløft kun tungere kropsvægt kostede sølvet. Kim nåede da også kun lige at få medaljen overrakt, inden han måtte retur til lufthavnen for at kommer hjem til Danmark igen.

Dag 6

Den dårlige karma startede, for Mortens side nok, allerede ved indvejningen, da den russiske dommer startede med at kalde ham ind som Morten Sorry. Dog blev Morten glad for vægten, der sagde 140,26kg. Morten havde sat sine åbnere til 340kg. 240kg. og 255kg. Opvarmningen i squat gik ganske godt, og jeg valgte derfor at øge åbneren idet amerikaneren, der var lettere på kropsvægt, også åbnede på 340kg.

Morten åbnede let på 342,5kg., dog blev løftet underkendt med dommerstemmerne 2-1. Morten måtte på samme vægt igen i sit andet forsøg og med ordre til at trække splitten og komme i dybden. Det kneb dog med dybden, og løftet blev underkendt 3-0. Da russeren meldte samme vægt til sit tredje og amerikaner ikke havde fået et løft godkendt endnu, valgte jeg at øge vægten til 345kg. Morten kom endelig under vandret, men formåede desværre ikke af løfte vægten. Morten bummede i squatten, som blev vundet af amerikaneren med 352,5kg. med russeren på andenpladsen med 330kg. Dermed var totalen væk og den guld i squat, som jeg havde håbet på.

En meget uheldig løfter fra Guyana, troede at han skulle løfte i 2. gruppe sammen med Morten, fik pludselig meget travlt med at varme op. Han nåede ikke ind til sin åbner på 332,5kg, som han jo heller ikke kunne nå at ændre. Med hjælp fra det australske team. lykkedes det han på mirakuløs vis at kæmpe squatten hjem i sit tredje forsøg, hvilket gav ham sølv i 120kg. master 1.

Nå men ”the show must go on” og, i bænkpres var der bestemt muligheder for at få oprejsning oven på squatten. Opvarmningen gik uden problemer, og Morten åbnede på 240kg. Desværre ”glemte” han, at man skal trykke igennem hele vejen op og missede sin åbner (måske havde jeg givet han for meget ros under opvarmningen). Morten blev svinet godt og grundigt til inden sit andet forsøg, det hjalp tydeligvis, og dommerne kvitterede med 2 af de hvide, hvilket satte ham i spidsen af bænkpres konkurrencen. Da amerikaneren havde været chanceløs på sine to første forsøg, og canadieren havde øget til 242,5kg., ville jeg gerne have haft Morten på 245kg. Det nægtede manden, og ville ikke på plateauet med mindre han fik mere end amerikaneren. Da Morten jo ikke kunne fucke ret meget mere op og noget metal var sikret, gav jeg mig. Amerikaneren løftede de 260kg., men fik løftet underkendt 2-1 på løftet bagdel, han brød grædende sammen og lå på hulkende på gulvet foran wc døren indtil dødløften. Morten havde dog ved egen hjælp lavet en Tonni, og det bevirkede at han ikke fik stangen sænket helt ned til brystet, han gav dog publikum lidt for pengene ved at trykke vægten. Canadieren fik dog ikke sit 2. tredjeløft heller, så Morten Sørig må kalde sig verdensmester i bænkpres med de 240kg., hvem skulle have troet dette inden konkurrencen.

Selv om trekampen var røget, skulle vi også forsøge os i dødløft. Morten åbnede på 255kg., som var legende lette. Jeg ordinerede 282,5kg i andet forsøg, da det kunne være nok til en bronze, men Morten tøver alt for meget i starten af løftet og missede. Til tredje forsøget måtte spændingsreguleringen op i det røde felt, tiden skal mindskes i bundstillingen, og der skal trækkes hårdt fra bunden. Morten prøvede, og det lignede nærmest også et forsøg. Desværre lykkedes missionen ikke, og Morten må gå tomhændet fra dødløft. Totalen gik til russeren med 865kg., hvilket Morten jo på en god dag også let burde kunne havde lavet.

Morten virkede dog stolt og glad over sin guldmedalje, som bestemt også var velfortjent. Det var yndigt, at se ham i mine landsholdsbukser, da han, ligesom Kim og Eva, glimrede ved at have glemt sin nationaldragt derhjemme. Jeg måtte derfor se smuk ud i Morten trikot, hvilket ikke var let, da der var lidt med størrelsesforholdet. Der blev også delt medaljer ud i master 4. kategorien på wilkspoint, hvor Bent Hansen blev tredje bedste løfter. Han var desværre taget hjem og kunne dermed ikke modtage sin medalje. Lidt synd at de danske løftere generelt ikke bliver lidt længere herover og bakker op om stævnet.

Eva og jeg tog som de eneste danskere til banket, her var vi vidne til de sædvanlige vi klapper os selv på skulderne taler. Hvis man skal komme med lidt kritik vi jeg synes at der manglede musik generelt under hele stævnet, og i særdeleshed under banketten (ikke at det på nogen måde afholdt Gaston og andre for at synge). Spotterne, som de første dage, var alt for langsomme til at gribe ind. Info tavlen som først kom op dag 2. De enormt mange afvigelser af starttidspunkter i forhold til den ordinære invitation. De manglende diplomer både til dommere og til trænere. Det høje prisniveau, som de forskellige stande havde, under stævnet. Ud over det, klarede de Canadiske værter opgaven godt. Jeg havde fornøjelsen af at trykke hånd med alle spidserne, da jeg under banketten måtte op og modtage stenen for 3. bedste master 4 løfter på point (en af de få gange i mit liv hvor jeg har fået at vide at jeg så ung ud). Jeg blev dog også både stolt og rørt da Eva kunne modtage den flotte sorte sten for 2. bedste master 1 løfter på point med efterfølgende klapsalve og fotoseance med Gaston.

Til slut er der vist kun tilbage at sige tak for denne gang. Vi ses derude til stævnerne.

Jørgen Michael Buxbom Rasmussen