VM Bænkpres 2011 Solden, Østrig

Landstræneren Bertel skriver om turen

Resultater: Damer & Herrer

Jeg vil skrive lidt om turen fra VM Bænkpres 2011 i Østrig set fra en træners perspektiv.

Det var en fornøjelse at være med holdet, og dejligt med en `Rorgænger` i godt humør (det meste af tiden) fuld af gode anekdoter med dertil hørende øgenavne.

2 coaches Jacob og mig, samt Helge som dommer landede en dag tidligere end holdet bestående af 5 løftere Maj, Susse, Allan, Thomas og Tonni. Jeg deltog med Helge på det tekniske møde, hvor dommerne gennemgik de kommende fokusområder og den linje, der skulle lægges.

Som udgangspunkt blev det pointeret, at de nye regler ikke var for at straffe løfterne, men for at sikre en mere fair bedømmelse generelt. Dommerne skulle kikke på ydersiden af albueleddet, da det derved var lettere at se om albueleddet var udrettet/strakt, og ikke fokusere på indersiden hvor det grundet biceps- og underarmsmuskulaturen kunne vanskeliggøre bedømmelsen. Gaston påpegede igen efter en diskussion omkring udstrækningen, at det var løfterne, der var i centrum, og at dommerne efter bedste skøn skulle dømme, vel vidende at der kunne ske menneskelige fejl.

Det ses oftere og oftere grundet de stramme trøjer, at løfterne løfter hovedet fra bænken. Dette skulle der ses efter, så reglerne netop efterkommes med hoved liggende på bænken under hele løftet.

Der blev ligeledes talt om sædet i bænken grundet mange løftere med ekstremt opspænd, og her blev det besluttet, at minimum 50% af sædet skulle være i bænken. Det var en selvfølge, at der ligeledes var fokus på løftet sæde.

Løfteren skulle foruden strakte arme i startpositionen udvise stabilitet, det vil sige ligge helt stille med vægten inden overdommeren kunne give start signal. Efter pres signalet, måtte stangen gerne zig zagge op og have uens udretning, dog skulle dommerne have fokus på stangens midte, der under ingen omstændigheder måtte synke.

Fødderne måtte godt bevæge sig, men fodfladen skulle under hele løftet have kontakt med underlaget.

Bænkprestrøjen skulle dække hele delta musklen, da det oftere og oftere ses, at trøjen bliver trukket længere og længere ned, og derved blotter denne.

Håndledsbindene ses ofte lagt for højt op af håndroden, og dette skulle der ses efter, således at de opfylder reglerne med max. 2 cm. over håndleddet og max. 10 cm. op ad underarmen.

IPF havde meget fokus på sikkerheden for løfterne, da det oftere sker at løfteren mister kontrollen i løftet. IPF gav overdommeren ret til at justere safety barens højde, hvis de skønnede at hovedet ikke var under disse. Dog fik de ikke snakket om, hvorvidt løfteren fik et omløft, hvis stangen skulle stoppe på barene , og derved ikke fik kontakt til brystet. Jeg så dog ikke dette ske i praksis.

Jeg synes personligt at det var meget relevante fokusområder, og kunne godt uddybe og understøtte dem yderligere, men vil dog ikke trætte jer med en doktor afhandling. I stedet vil jeg opfordre jer til at læse Brostrøm´s oversættelse af reglerne, og derigennem spørge en selv, om jeres bænkpres lever op til disse.

Maj var den første dansker i ilden, og ud fra nomineringen skulle der ikke være nogen i nærheden af hendes startvægt på 115 kg. Nervøsiteten begyndte at melde sig, og det blev ikke bedre da finnens startvægt kom på skærmen, 115 kg. Maj stod som forstenet i mindst 15 sekunder og kikkede på skærmen, indtil jeg forsikrede hende om at det nok skulle gå. Hun skulle fokusere på det første løft på 115 kg. velvidende at hun havde klaret denne vægt utallige gange, og løftet meget tungere. Efter perfekt opvarmning var Maj klar til sit første løft. 100% fokuseret og bestemt gik hun på scenen, ingen nervøsitet at spore kun beslutsomhed. Boom 115 kg. fløj op, næste løft var sat til 120 kg, som vi med sikkerhed vidste at Maj kunne løfte. Finnen havde højere lodtrækningsnummer og var hele tiden bagefter os. Finnen missede klart de 115 kg. Maj missede de 120 kg. på et dårligt teknisk løft, og finnens løft på 120 kg. var endnu engang lang fra. Maj løftede endnu en gang 120 kg, og denne gang fløj de op, som var det papir. Finnen havde som sidste løfter sat 122,5 kg. på stangen, og pludseligt blev det for spændende. Finnen leverede sin bedste præstation på dagen, hun fik utroligt nok løftet de 122,5 kg. , men grundet for mange tekniske fejl underkendte dommerne løftet. Protesterne blev klart afvist, og helt fortjent kunne Maj igen kalde sig for verdensmester for juniorer i 63 kg. klassen. Maj viste stort overskud i sine 2 godkendte løft, og var samtidig en flot repræsentant for hvordan man løfter teknisk korrekt i bænkpres.

Så var det Susses tur, og hun var let kommet i vægt og på intet tidspunkt virkede hun mærket af nervøsitet, men det meldte sig pludseligt da der var under 2 timer til start. Opvarmningen gik som planlagt, og Susse gik på scenen for at løfte sin startvægt på 115 kg. sikkert. Op kom den, men grundet tekniske problemer, blev den underkendt. Vi gik på samme vægt, med den overbevisning, at næste gang skulle det nok lykkes. Man vi blev klogere, da Susse endnu engang missede løftet, og denne gang tungere end tidligere. Susse var meget påvirket, og virkede en del desillusioneret og rystet. Frygten lyste ud af hende. Vi havde hele tiden 3 andre løftere bag os, og de var alle på vægte over Susses. Jeg havde set dem løfte og den ene franskmand (kvinde) missede de 120 kg., og så ikke ud til at være i stand til at løfte denne, så hende regnede vi ikke med. Den anden franskmand (kvinde) var lettere, og missede sine 120. kg. i den anden runde, men kun grundet tekniske mangler, så jeg vidste med sikkerhed at hun ville klare den i 3. runde. Russeren som var startet på 125 kg. missede sine 2 første løft på denne vægt, men hun løftede dem med sådan en let- og eleganthed, at vi vidste at 3 gang højst sandsynligt ville lykkes. Så vi havde valget med at gå ind på 115 kg. igen, og derved sikre os en 3 plads, men valgte i stedet til at øge vægten til 117,5 kg, da denne kunne give guld, hvis de andre missede henholdsvis 120 kg og 125 kg. Susses øjne flakkede og hun virkede bestemt ikke glad ved situationen efter at have misset de 115 kg. 2 gange. Jeg kunne godt se at jeg skulle gøre noget drastisk for at få hende på ret køl. Resolut spurgte jeg hende om hun ville være verdensmester, hvorefter hendes øjne pludseligt forandrede sig, imens hun stirrede på mig med et andet fokuseret og fast blik. Jeg spurgte igen, og hun svarede bestemt ja. Fokus fra fiasko var forsvundet fra hendes sind, og i stedet udviste hun det hun egentligt er og kan. En vinder. Hun gik bestemt på scenen, og på mirakuløst vis løftede hun de 117.5 kg. , som blev godkendt. Hun var for en stund nummer 1, men franskmanden løftede sikkert de 120 kg., og russeren fik denne gang godkendt sine 125 kg. med dommerstemmerne 3-0. Susse fik bronze og hun kan uden tvivl blande sig helt i toppen, selv om hun ikke har haft de optimale betingelser op til dette stævne. Susse bestemmer selv om hun i fremtiden vil bryste sig med verdensmesterskabstitlen.

Dagen efter var det Allans tur og ud fra nomineringerne så det ikke ud til, at vi kunne blande os i medalje striden. Denne klasse skulle dog blive den mest spændende, da de fire bedste løftere konstant var på verdensrekorder og pressede hinanden til det yderste. Planen var at første løft skulle være 235 kg. og andet 247.5 kg. og jeg var ikke det mindste i tvivl om, at det skulle lykkes. Spørgsmålet var mere hvor stor pr. og dansk rekord det ville blive. Opvarmningen gik perfekt, og Allan var klar til sit første forsøg. De 235 kg. fløj op, og var ganske simpelt et perfekt løft. Det gik ikke anderledes med de 247.5 kg. Allan løftede dem ganske let, selvom det på ingen måde var af samme tekniske kvalitet, som det første løft. Stangen landede en del længere nede imod maven, og albuerne flaksede mere på vejen ned, så Allan brugte unødige kræfter på at få stangen tilbage til den oprindelige bane. Jeg var overbevist om at Allan nok skulle klare de 252,5 kg., men de blev desværre underkendt, og løftet mindede for meget om det foregående, som derfor naturligt nok blev for tungt. Jeg er sikker på at der i fremtiden er meget mere i Allan og han har en teknik som de fleste burde misunde. Tillykke med den nye pr. og danske rekord.

Lørdagen var det så Thomas tur. Thomas var konstant i vægt under opholdet og på dagen sagde vægten 104,3 kg. Opvarmningen gik perfekt, og under det sidste trøje løft så jeg pludselig en eksplosion, der overraskede mig så meget, at jeg tænkte hvad skal dette dog ikke blive til. Den tidligere dieselmotor gik på scenen til sit første løft på 262,5 kg., og forventningerne var store. Thomas løftede vægten, men den blev underkendt grundet et lille fald af stangen 2/3 oppe i løftet. Ærgerligt, da vi igen måtte gå på samme vægt igen. Thomas var meget sur på sig selv, og beklagede sig over sine tidligere erfaringer med at misse første løft. Fokus skulle flyttes, så det var bare op på hesten igen, så vi kunne komme ind i kampen igen. Denne gang løftede Thomas vægten, denne gang var problempunktet længere oppe end før, men uden at stangen sank. Der var en del løftere der havde bommet, så vi valgte at gå på 282,5 kg. som umiddelbart kunne give bronze. Thomas havde ikke løftet optimalt, da stangen var kommet for langt ned imod maven, og det skulle vise sig at være tilfældet igen under det sidste løft. Thomas ville have medalje, og han gik på scenen med bestemthed og vilje, præcis med samme autoritet som når Jan Lyhne dømmer. Løftet bliver underkendt, og det er absolut kun bagateller fra at kunne blive godkendt, men korrekt dømt. Thomas var ikke tilfreds med præstationen og med rette. Ligesom Allan var han påvirket af det skæve opvarmningsområde, der gjorde at stativerne have en lille incline position. Dette gjorde at stangen på podiet kom en lille anelse længere ned på maven end tilsigtet, og de derfor måtte kæmpe lidt mere med banen end tilsigtet. Dette er dog ingen undskyldning, da det var ens for alle. Thomas fik sat standarden i Danmark i den nye 105 kg. vægtklasse med 262,5 kg., og det er helt sikkert, at vi snart kommer til at se en del flere kilo på stangen fra den sindige og rolige jyde.

Så var dagen kommet til Tonni. Han har historisk set altid været nevøs og påvirket mange dage før han skulle løfte, men ikke denne gang. Det meldte sig først rigtigt inden konkurrencen. Tonni have fuldt styr på sin vægt, og under hele opholdet spiste han løs og kontrol vejede sig løbende. Indvejningen gik godt og Tonni havde bedt om en startvægt på hele 307,5 kg. Vi vidste godt at den var høj, men jeg havde fuld tillid til Tonni, og forventede en hel del mere. Opvarmningen gik over al forventning, og vægtene sprøjtede op. Når de store klasser varmer op, bliver der en ekstra dimension af stress. Der var ikke vægte nok, til at alle de 4 stativer kunne komme i spil, så jeg havde forudset at kampen skulle udkæmpes på 2 max 3 stativer. Derfor havde jeg bedt både Allan og Thomas om at opholde sig i lokalet. Vi måtte kun være 2 coaches og en løfter, men da jeg så andre nationer være op til 6-7 mand, kunne vi vel også. Jacob og mig gik væk når kontrollanterne kom, så det kun så ud som om, at vi var det rigtige antal omkring løfteren. Med mine kun 75 kg. blandt så store mennesker, vidste jeg at jeg blev nødt til at skrue bissen på, så vi ikke blev negligeret ved stativerne. Jeg stod klar ved stativerne, når jeg mente det var vores tur, og uden tøven bad jeg vores vikinger træde i karakter. Jeg kunne se frygten i deres øjne, men vi havde ikke råd til at miste planlægningen, så når jeg mente det var tid, stormede vi frem og satte de fornødne vægte på til meget irritation fra Østblokkens nationer, der mente at de bestemte. Tonni fik sit sidste løft i trøjen og så var vi klar til at indtage scenen omkring 15 minutters tid efter. Tonni var klar og havde forvandlet sig fra en blid panda, til en meget aggressiv, nådesløs og rødglødende panda. Tonni var fokuseret, og forløsningen kom, da han med lethed løftede de 307,5 kg. Vi valgte herefter at gå på 317,5 kg. , som desværre blev underkendt. Jeg står på scenen under løftet, og ser Tonni lave en underlig start, hvor han sænker vægten en smule fra udstrakte arme, hvorefter han løfter den en smule igen. I pres fasen kommer den lidt bagover, så den rammer stativet, og spotterne tager fejlagtigt fat i stangen. Tonni råber og det gør Jacob også, at det ikke er i orden, så jeg må over til juryen under stor utilfredshed fra tilskuerne. Jeg påpeger problem over for Wiklund, men han har ikke fokus på stativet, men det tekniske i starten af løftet. Jeg giver han ret, løftet skulle ikke have en chance til. Tonni var rødglødende af arrigskab, men jeg ville ikke give ham medhold i kendelsen, i stedet skulle vi se fremad. Tonni faldt til ro igen, og koncentrationen var igen i top. Nu blev det et spil om medaljer, flere løftere gik på 307,5 kg., så vi måtte hele tiden følge med, da nogle vejede mindre end Tonni. Hvis de fik det godkendt, ville vi blive på 317,5 kg. , missede de måtte det blive 322,5 kg., der kunne sikre guld. Da bronzen var hjemme, blev vægten sat til 322,5 kg. Desværre blev det ikke løftet denne gang, men der er ingen tvivl om, at det nok skal ske inden alt for længe. Tillykke med bronzen og godt at se at Tonni rent faktisk kan præstere under pres.

Til slut vil jeg sige tak til holdet for de meget spændende oplevelser, og tak for suset og smagen af mere ædelt metal som vi trods alt fik. Tak til Jacob for en yderst godkendt indsats og et fantastisk overblik. Tak til Helge for hans engagement og ikke mindst for hans dommerpræstationer, der kræver sit mod.

Mange sportslige hilsner

Bertel